5. april 2025
Perfekt høstvejr i Foulum
I lækkert solskin og fantastisk høstvejr blev alle parceller i de 2 forsøg i PROMISE- projektet høstet. Formålet med at høste parcellerne her i foråret ved modenhed er at omdanne denne biomasse til biokul via pyrolyse og HTC, og derved vil plantens kulstof forblive stabilt. I projektet vil vi dernæst undersøge forskellige muligheder for, hvordan biokul lavet af elefantgræs kan indgå som bestanddel i et materiale til byggeri industrien.
Ved pyrolyse nedbrydes organisk materiale ved høj varme og uden ilt. Ved pyrolyse foregår der princippet to processer, hvor der henholdsvis produceres en oliefraktion, der kan opgraderes til transportbrændstoffer (pyrolyseolie) samt en kulstoffraktion (biokul eller biochar)
Processen ved HTC fungerer ved at biomassen nedsænkes i vand og opvarmes til temperaturer i området 180-250ºC, samtidig med at der opretholdes tilstrækkeligt tryk til at holde vandet flydende. Under disse forhold ændres de fysisk-kemiske egenskaber ved vand, og vand bliver både katalysator, reagens og reaktionsmedier til en række transformative reaktioner. Disse reaktioner omdanner biomassen til et kulstofholdigt materiale ved hjælp af den samme proceskemi, som dannede vores geologiske kulaflejringer.

Forsøget med høsttidspunkter i Miscanthus Gigantum blev høstet den 3. april 2025.

Genetype-forsøget med 4 forskellige sorter, der er høstet på 2 forskellige tidspunkter i efteråret, og nu igen den 4. april 2025 (til højre i billedet).
Forsøgene er høstet med forsøgsudstyr fra Foulumgård.